Ja tang? Det har jeg da smagt mange gange før
Kattegatcentret, Tang.nu og vores samarbejdspartner HAVHØST delte ud af viden, smagsprøver og god stemning til Havdag i Kattegatcentet d.1.juli. Arrangementet var også et VILD MAD event som del af partnerskabet VORES NATUR.

HAVHØST og bålmadskok og kogebogsforfatter Nikolaj Tram rullede et hyggeligt og velduftende bålkøkken i stilling på terrassen udenfor på Kattegatcentret. Her blev tilberedt frisk rørhinde med syltede hybenroseblade flamberet med brændende spæk; små bålbrød med ost og frisk søsalat, og stegte, brændte rødbeder med blæretang og krydret marinade. Der var masser af forskellige tangarter, som gæsterne kunne bruge til at fremstille fine tangbilleder, og både tanghæfter og lækre blæretangschips tangchips fra SEAMAN Chips blev delt ud.
Mange glade og nysgerrige børn og voksne lagde vejen forbi – og det bedste – og mest tankevækkende – var at alle var klar på at smage. Faktisk havde de allerfleste allerede smagt på tang før. Det er en ændring, der er sket over de sidste få år. Og det er noget man lægger mærke til, når man de sidste 10 år har delt smagsprøver ud i alle mulige sammenhænge.
Det tyder på at Danmark for alvor er klar til at sætte tang på menuen!!
