Da Havhøst holdt netværksmøde for de danske maritime haver i Kerteminde, var dagens tema tang. Mange har allerede fuld gang i dyrkning af sukkertang, og flere vil gerne i gang.
Derfor har Tang.nu og Havhøst sat fulde sejl i den sidste vækstsæson i Tang.nu projektet: Hele 12 haver drog hjem fra mødet med fine spireliner med små-bitte sukkertang-planter – klar til at hænge ud i haverne. I hver maritime have følger vi nu væksten af sukkertangen –hvor lange og brede bliver de – og hvor mange kilo, kan vi høste pr. meter line til foråret/sommer. Samtidig udlånte Havhøst et kit til haverne med måleudstyr, så de også kan registrere havtemperaturen, saltholdigheden og lysforholdene i havet ved tangen, hver gang de er ude og måle tang. Data samles fra alle haver af Havhøst – og derefter sendes de videre til Aarhus Universitet som analyserer data og deler viden. På den måde bliver vi alle klogere omkring, hvordan sukkertang trives i alle ender og kanter af de danske farvande.
Følgende haver er med i borgervidenskabsprojektet, som bidrager til mere viden om dyrkning af tang i danske farvande:
Kerteminde Maritime Haver, Havhaven Ebeltoft Vig, Fjordhaverne i Aalborg, Løgstør og Nykøbing Mors, Vejle Fjordhave, Middelfart, Sønderborg, København, Svendborg, Stubbekøbing og Fejø.